Rabarberkompot

Her følger det sidste indlæg i mit lille rabarber-tema. Rabarberkompot! Det er virkelig noget af det letteste at lave, og det smager himmelsk. På yoghurt om morgenen, til vaniljeis til dessert og meget meget mere.

Jeg er stadig i Barcelona for at studere interaktivt design på OFFF festivalen, men planlagde det her indlæg, inden jeg tog afsted.

Egentlig var det meningen, at jeg ville lave denne rabarberkompot med lidt revet ingefær, men min mor havde ikke noget (jeg kokkererede med rabarber, da jeg passede min mors hus for en uge siden), og så blev det kanel og citron i stedet – en klassiker!

Men altså, det viser bare, at man kan krydre sin kompot med hvad som helst. Man kan nøjes med sukker, eller man kan krydre med kardemomme, eller med for eksempel kanel, vanilje, citronskal eller ingefær. Gør hvad du har lyst til!

Ingredienser
750 g rabarber
250 g sukker
Skallen af en citron
2 kanelstænger

Skær rabarberne i ganske store stykker. Omkring 2-3 cm lange. Læg dem i et ildfast fad i to lag og vend dem godt med sukkeret – de skal være helt dækkede. Drys med citronskal og læg kanelstængerne ned mellem rabarberne (hvis det nu er de krydderier, du har valgt at krydre med).

Bag i en 200 grader varm ovn i cirka 25 min til de er møre (tiden varierer lidt alt efter størrelse).

Kom på glas. Her er der ingen grund til nogen form for konservering, for jeg vil væde med, at du spiser dem allesammen på nul komma fem. Man kan godt lige skolde glasset/beholderen for at være på den sikre side.

Hvis der er lidt saft til overs i bunden af fadet, udgør den den mest fantastiske saftevand. Det skal bare lige sies og så blandes med vand. SÅ godt!

Dette indlæg blev udgivet i Dessert, Syltetøj og andet tilbehør. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>