Min bedste rødbedesuppe

Dette er min version af en gammel klassiker. Rødbedesuppe kan efter min mening både være frygteligt og fantastisk, og jeg synes selvfølgelig min version er det sidstnævnte.

Jeg krydrer min suppe med spidskommen, koriander, chili og citron, hvilket er et virkelig godt modspil til den søde rødbede. Køb en god økologisk grøntsagsbouillon, så du slipper for alle de klamme tilsætningsstoffer. Det er helt klart de ekstra penge værd.

Til 4 personer

Ingredienser
ca. 300 g rødbede
ca. 200 g kartoffel (4 mellemstore)
70-100 g pastinak (1 mellemstor)
1 løg
1-2 fed hvidløg
1 liter vand
1 bouillonterning
1,5 tsk hel spidskommen
2 tsk hele korianderfrø
Saften fra en kvart citron (cirka – smag efter!)
En lille smule tørret chili
Salt

Tilbehør
Creme fraiche
Finthakket forårsløg
Godt brød (gerne hjemmebagt surdejsbrød, ik’?)

Skær rødbede og kartoffel i tern, lidt mindre end en centimeter. Hak pastinakken meget fint. Hak løg og hvidløg fint.

Svits løgene i lidt olie til de bliver klare og begynder at tage lidt farve. Rist imens spidskommen og koriander på en pande ved siden af. Rist ved høj varme i cirka et minut, og pas på krydderierne ikke brænder på. Stød krydderierne i en morter og tilsæt til løgene sammen med de resterende grøntsager. Svits i 2 minutter.

Tilsæt en liter kogende vand og bouillonterningen.

Lad simre i 20-30 minutter eller til kartoflerne er møre og rødbederne stadig har en smule bid. Smag til med chili, salt og citron.

Server med en klat creme fraiche og hakket forårsløg, og spis godt brød til.

Dette indlæg blev udgivet i Andre opskrifter og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

5 kommentarer til Min bedste rødbedesuppe

  1. Karoline skriver:

    Ville bare lige spørge om denne her supper bliver vandet?
    -Står nemlig og skal til at lave rødbede suppe, men har fået besked på at den ikke skal være vandet! ;)

    • popdeprovence skriver:

      Ja, man kan godt sige, at det bliver en “vandet” suppe med grøntsagsstykker i. Men du kan da sikkert bare blende den, hvis du vil have en mere cremet suppe. Det er krydringen, der gør den til en vinder. :)

  2. Karoline skriver:

    Jeg lavede den her til aften, og den blev en sucess!
    -Og du har helt ret, det er krydringen der gør det. :)

  3. As skriver:

    Havde tilfældigvis alle ingredienser til suppen – dog ikke hele spidskommen eller korianderfrø, så jeg brugte pulver og chilierne var syltede (egen avl); men det blev rigtig godt. Jeg foretrækker den sådan her, ublendet. Creme Fraichen blander sig fint med de møre grøntsager – skønt med lidt bid i rødbederne.
    Godt gået! Tak for opskriften, skal prøve den med ordentlige krydderier en dag. :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>