Indisk beef curry & raita m. agurk

Curry er fantastisk, og det er svært at finde to, der er helt ens. Det skyldes selvfølgelig de mange forskellige krydderikombinationer.

Det kan virke uoverskueligt at lave sin egen curry, men det er så tilfredsstillende et måltid, og man kan sagtens lave en stor portion og fryse noget ned. Den bliver også kun bedre af at stå i køleskabet en dag eller to. Desuden er det rigtig godt for kroppen med alle de krydderier.

Køb noget kød hos din slagter, der bliver rigtig mørt af at koge længe, f.eks. tykkam. Det er også betydeligt billigere end andet oksekød. Hvis du er vegetar, erstatter du bare kødet med kikærter eller linser. I så fald ville jeg nok koge dem i en gryde for sig, og vende dem i til sidst. Udelad vandet fra opskriften, og lad curryen koge lidt kortere.

Jeg starter med at lave en Garam Masala. En krydderblanding, der kommer i mange forskellige kombinationer. Min ser pt sådan her ud, og visse ting kan udelades, hvis de ikke er til at finde. Det allervigtigste er korianderfrø, spidskommen, sort peber, gurkemeje, kardemomme og nelliker. Men det bliver betydeligt bedre og får en meget mere raffineret smag med alle krydderierne. Bukkehornsfrø er dem der lugter (og smager) virkelig karakteristisk af karry, og de kan købes i indiske grønthandlere (f.eks. Dhadra Food Store på Nørrebrogade). Krydderierne skal være hele. Stødte krydderier smager ikke af halvt så meget.

Garam Masala
2 spsk hele korianderfrø
1 spsk hel spidskommen
1 spsk sennepsfrø
1 spsk sort peber
1 spsk hele fennikelfrø
1 tsk hele bukkehornsfrø
7-10 nelliker

Ristes på en pande ved meget høj varme under omrøring i cirka et minut, eller til de dufter rigtig godt og begynder at springe rundt på panden. Det er meget vigtigt, at de ikke brænder på.

Herefter kværnes de i en krydderikværn, eller på god gammeldags vis i en morter. Jeg har ingen kværn, men til gengæld har jeg rigtig gode armmuskler.

Yderligere tilsættes:
1 spsk stødt gurkemeje
10-15 grønne kardemommekapsler
1/4 muskatnød (ca. 0,25-0,5 tsk)
5 karryblade

Kardemommefrøene tages ud af kapslerne (brug en morter) og stødes med karrybladene. Muskatnødes rives og blandes med gurkemejen sammen med de øvrige krydderier. Denne blanding kan også bruges til f.eks. mexikansk mad og krydring af supper eller dressinger, og den holder 3 måneder i en lufttæt beholder.

Og nu kommer vi til curryen. Denne portion rækker til ca. 3 pers. Bag evt. naanbrød til for at den rækker længere. Man kan komme mere eller mindre chili i efter smag.

Ingredienser
2 mellemstore løg
4 fed hvidløg
3 cm ingefær (ca. 30-40 gram)
1 grøn chili
ca. 3 spsk olie
2 store spsk Garam Masala
400 gram oksetykkam i grove stykker
2 dl vand
4 store tomater
165 ml kokosmælk (En lille dåse – Chaokoh er efter min mening det bedste mærke)
Evt. en håndfuld rosiner

Ekstra krydderier:
5 kardemommekapsler
1 kanelstang
2 laurbærblade
3-5 karryblade

Løg, hvidløg, ingefær og chili blendes til en puré. Hak tomaterne i mindre stykker.

Olien varmes op på en meget varm pande og puréen friteres i 5 minutter uden at tage farve. Garam Masala tilsættes og steges med i 3-4 minutter. Kødet tilsættes og brunes.

Tilsæt vand, tomater og kokosmælk, samt de ekstra krydderier. Lad simre i 1,5-2 timer uden låg eller til kødet er mørt, og vandet er fordampet fra sovsen (den skal ikke være helt tør, men tyk og cremet). Grunden til at jeg bruger en pande, er at den har en stor fordampningsoverflade.

Jeg kan godt lide lidt sødt i min curry, så jeg tilsætter en håndfuld rosiner de sidste 10 minutter. Det er en smagssag.

Server med basmati eller brune ris og tzatzikiens indiske fætter Raiti. Det er et lidt friskt og neutralt tilbehør til en stærk og krydret ret, og man laver den på følgende måde:

Raiti
1 agurk
1,5 dl drænet yoghurt
1 spsk stødt spidskommen
2 spsk friskhakket koriander
Evt. revet hvidløg

Agurken flækkes på langs og kernerne tages ud med en ske. Den hakkes i mindre tern og blandes med de øvrige ingredienser.

Dette indlæg blev udgivet i Andre opskrifter. Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til Indisk beef curry & raita m. agurk

  1. Malou Klidmoster skriver:

    Wow, det er bare lige noget for mig. Er vild med din krydderblanding :-)

    Jeg kan virkelig anbefale at koge en sød/stærk chutney til af f.eks fersken eller mango.

  2. Nada Cay skriver:

    Mums, den blanding må jeg afprøve – det er jo helt “Plumsk”!
    Enig med klidmoster, en chutney ville være prikken over i´et, den kan du også lave af blommer eller af andre stenfrugter.

    • popdeprovence skriver:

      Jeg skal heller ikke lægge skjul på, at Camilla Plum og Krudt og Krydderier har været katalysatoren for at finde mine curry-opskrifter frem igen. Vildt god programserie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>