Hallongrottor

Hallongrottor betyder hindbærgrotter og det er en vidunderlig lille småkage. Det er en vaniljegrotte fyldt med hindbærsnask, og er et perfekt indslag til eftermiddagsteen.

Jeg var lidt i tvivl om, hvilken opskrift jeg skulle satse på, så jeg testede to forskellige for at se hvilken, der var bedst. Det viste sig at være følgende opskrift, der var den klare vinder, den giver en sprød og karamelsmagende kage, hvorimod den anden opskrift indeholdt kartoffelmel og flormelis, hvilket gjorde kagen mere smuldrende og blød – helt ok, men ikke i nærheden af opskrift nummer et.

Den originale opskrift kommer fra den svenske supermarkedskæde ICA og kan ses her. Jeg valgte at bruge rørsukker i stedet for hvidt sukker for at få ekstra karamelliseret smag og så skiftede jeg vaniljesukkeret ud med kornene fra en vaniljestang, hvilket løfter opskriften et par niveauer. Derudover lavede jeg mit eget hindbærfyld med citron frem for at bruge hindbærmarmelade, hvilket gør kagen mindre sød.

Små papirsforme kan være svære at finde (det var i hvert fald min erfaring), men jeg fik et tip om, at man kunne købe dem i Specialkøbmanden på Frederiksberg. Den butik er et farligt bekendtskab. Jeg formåede at komme ud derfra med kun et enkelt impulsindkøb i form af en ny sprøjtetyl, men det kunne være endt meget værre. Til gengæld fik jeg også købt de meget fine små blomstrede papirsforme. De var ikke helt billige (28 kroner for 100), men jeg følte også, at det var en speciel lejlighed. Det er trods alt ikke hver dag, man skal holde afskedsfest.

Hindbærfyld
300 g frosne hindbær
100 g rørsukker
0,5-1 vaniljestang (uden korn)
Revet skal fra en øko-citron
2 tsk citronsaft

Kom alt i gryden pånær citronsaften og kog forsigtigt op, så det ikke brænder på. Lad simre i fem minutters tid eller til hindbærrene er næsten kogt ud. Tilsæt citronsaften og hæld på et skoldet glas for at køle af.

Man har formentlig ikke brug for det hele til hindbærgrotterne, men det fungerer fantastisk som syltetøj på morgenbrødet.

Ingredienser, cirka 30 stk
4,5 dl hvedemel
1 dl sukker
1 tsk bagepulver
1 vaniljestang – kornene heraf + 2 tsk flormelis (alternativt 2 tsk vaniljesukker)
200 g blødt smør

Sæt ovnen på 200 grader. Fjern kornene fra vaniljestangen og mas det til vaniljesukker med flormeliset. Brug den flade side af en lille kniv til at mase kornene helt ud, så der ikke er nogle klumper tilbage. Bland mel, sukker, bagepulver og vaniljesukker og si det ned i en stor skål. Tilsæt smørret i små stykker og brug fingrene til at blande smørret med tørstofferne til der ikke er nogle smørklumper tilbage. Saml dejen til en perfekt rund kugle. Pas på med ikke at overbearbejde dejen, så bliver småkagerne ikke ligeså sprøde, og smørret smelter for meget.

Lad meget gerne dejen hvile i køleskabet i 30 minutters tid, så bliver den nemmere at håndtere.

Rul dejkugler af cirka 20 gram dej og læg i små papirsforme. Tryk kuglen lidt flad og lav et hul i midten af den. Så stort som du kan, så der er plads til rigtig meget hindbærsnask (cirka 1 cm2). Det kan godt drille lidt, specielt hvis man ikke lader dejen hvile – det gjorde det i hvert fald for mig. Dejen sprak en del i kanten, men det hjalp at tage kuglen op i hånden og støtte den lidt, mens jeg lavede hullet. Man kan eventuelt bruge en grydeske eller lignende til at lave fordybningen med.
Fyld hindbærfyldet i – gerne med top på. Det falder sammen i ovnen, og man vil have så meget som muligt hindbær i kagerne.

Bag i 10-12 minutter eller til kagerne er gyldne.

Dette indlæg blev udgivet i Kager. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Hallongrottor

  1. Landliggeren skriver:

    Det må være det næste jeg kaster mig over. Foreløbig har jeg helt og aldeles adopteret din opskrift på rugbaguettes etc. Forrygende! Gulerodssuppen har vi med stor fornøjelse spist i dag. Jeg bliver hængende :-)

    Jeg har lånt en af dine illustrationer til et blogindlæg om din blog. Håber du tilgiver, at jeg ikke lige spurgte først. Jeg syntes, det var vigtigere at få flere til at kigge forbi din blog med det samme.

    Ha´en god aften
    Birgitte

    • popdeprovence skriver:

      Hej Birgitte,

      Du kan tro det er ok, at du låner en illustration, når det er til så fint et formål! Det gør mig overordentligt glad, at du har glæde af bloggen og opskrifterne. Tak fordi du giver udtryk for det. :-)

      God aften til dig også!
      Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>