Grahamsboller med ristede græskarkerner

Dette er nogle vældigt enkle grove boller (som også kan bages som brød). Græskarkernerne kan selvfølgelig skiftes ud med andre kerner eller nødder, så de kan varieres som man har lyst. Jeg elsker nu smagen af græskarkerner, de tager ikke over i selve dejen her, så man kan stoppe der, hvis man vil være lidt forsigtig. Jeg valgte også at dyppe bollerne i græskarkerner, inden de blev bagt, så de fik en rigtig intens smag.

Morgen, surdejen
0,75 dl surdejsgrund
1 dl rugmel
1 dl hvedemel
ca. 2 dl vand

Bland ingredienserne og lad surdejen stå på køkkenbordet i 6-10 timer. Den er klar, når den er hævet op og bobler/skummer på overfladen. Når du rører rundt i den, skal den være fyldt med små luftbobler.

Eftermiddag, dejen
Surdejen
1 dl græskarkerner
6 dl vand
7 dl grahamsmel
ca. 6 dl hvedemel
1,5 spsk groft salt

Begynd med at riste græskarkernerne på en varm pande i 5-7 minutters tid. De skal begynde at dufte, tage en del farve og udvider sig til at være helt spændte på overfladen. Hellere riste dem lidt for længe, så de virkelig får smag, end at stoppe for tidligt. Lad kernerne køle lidt af.
Kom 6 dl lunkent vand i en stor bageskål og tilsæt surdejen, græskarkernerne og grahamsmelet hertil. Bland og tilsæt så hvedemelet lidt ad gangen. Vent med saltet!
Dejen skal være klistret, men ikke udflydende.

Lad dejen hvile i 45 minutter (autolyse), dette gør, at den bearbejder sig selv i stedet for, at du skal stå og ælte den. Bland nu saltet i og fold derefter dejen: gør dine fingre våde, tag fat i dejens kant, hiv godt op i dejen og fold den derefter ind mod midten. Gør dette til du har foldet dejen hele vejen rundt.
Lad hvile 30 minutter, fold igen, lad hvile 30 minutter til, fold sidste gang og stil den så i køleskabet natten over.

Dag 2, morgen

Om morgenen tændes ovnen på 275 grader med en bageplade i midten af ovnen. Tag dejen ud af køleskabet og stil den på ovnen, så den kan vågne lidt i varmen. Den skal gerne være hævet godt op. Lad ovnen blive rigtig varm i en times tid. Det tager så lang tid for hele ovnen at varmes op og sikrer den kan holde på varmen, når brødet kommer derind.

Når tiden er gået og ovnen er rigtig varm, tages dejen ud på et meldrysset bord. Jeg gjorde ikke noget særligt ved den, skar den bare ud i firkantede stykker i den størrelse, jeg ville have, og passede på bollestykkerne ikke blev alt for melede på oversiden, så jeg kunne dyppe dem i en lille bunke græskarkerner, jeg havde liggende på bordpladen. Disse græskarkerner behøver man ikke riste på forhånd, de bliver rigeligt ristede i ovnen.

Det er vigtigt, at ovnen er fyldt med fugt, når bollerne kommer derind; det giver en god skorpe. Jeg er begyndt at bruge en blomsterforstøver til at sprøjte vand ind i ovnen med i stedet for at stille et fad med vand i bunden af ovnen, men man kan gøre begge dele. Bare man får noget vand derind, der kan give noget fugt og sørger for at brødet for en rigtig god skorpe. Hvis man bruger metoden med vand i et ildfast fad, kan det komme ind, når man tænder ovnen.

Skub bollerne ind på den varme bageplade med en bagespade eller bageplade og bag i 15-20 minutter.

Dette indlæg blev udgivet i Surdejsbrød og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

20 kommentarer til Grahamsboller med ristede græskarkerner

  1. martha skriver:

    de ser vildt gode ud, men jeg tænker umiddelbart at 1,5 dl salt er ret meget? næsten trylledejs-mængde.

  2. Elisa skriver:

    Nu har jeg prøvet at lave dem, mine første surdejsboller. Megalækre og gode… bortset fra at jeg kom for meget salt i. PIS! Altså, ikke 1,5 dl salt, men altså. De er bare blevet for salte. Måske var det, fordi jeg huskede så tydeligt, at jeg glemte at putte salt i det sidste bagværk, jeg lavede. Øv.

  3. joy skriver:

    Tak for en rigtig god opskrift. De blev så lækre.!!!! Jeg er nu gået i gang med næste portion, som skal indeholde nødder, rosiner og mysli på toppen. Det skal nok også blive forrygende.

  4. Laura skriver:

    Hvor ser de gode, nuttede og fine ud :)

  5. tina egevang skriver:

    Hvor er jeg glad for at have fundet dette site, hvor bl.a. din forklaring om fremstilling af surdej er meget letforståeligt. Jeg har nu prøvet at bage grahamsboller med græskarkerner, og er noget nær himmelen. Tænk, at det kan lade sig gøre at bage helt uden gær – det er fantastisk.
    Held og lykke fremover med dine projekter.
    Kærlig hilsen
    Tina

  6. Martin skriver:

    Skønne boller :D

    Har dog et lille problem, når jeg tager dejen ud om morgenen og skal gøre den klar, så er den stadig meget klistret, og jeg kan ikke forme dem ligesom du har gjort. Synes ellers jeg har gjort som beskrevet :)

    De smager dog stadig rigtig godt alligevel, de bliver bare lige en anelse mere bastante, dem jeg har lavet

    • popdeprovence skriver:

      Hej Martin,

      Undskyld det meget sene svar. Det lyder som om du måske skal have lidt mere mel i dejen. Ellers så bare sörg for at have rigeligt mel på bordet og på fingrene.

      Håber det går!

      Camilla / Pop de Provence

  7. Catharina skriver:

    Først og fremmest, tak for en virkelig lækker opskrift. Det var den første og indtil videre eneste opskrift med surdej jeg har prøvet, simpelthen fordi de er så lækre og lykkes hver gang, at jeg kun tror jeg kan blive skuffet med en anden..
    Nu er der bare det, at da jeg i går endnu engang lavede denne opskrift måtte ud af døren kort efter, at jeg havde lavet dejen. Jeg nåede derfor kun at folde dejen en gang efter dejen havde hvilet i 30-40 min og derefter kom den i køleskabet. I dag er jeg så kommet i tanke om, at jeg glemte salt! Kan jeg putte det i i dag og derefter lade den stå lidt igen? I så fald, hvor lang tid tror du, at den skal hæve igen? Og skal det være på køl eller på køkkenbordet?
    Håber du kan hjælpe. :-)

    Venlige hilsner fra Catharina

    • popdeprovence skriver:

      Hej Catharina!

      Dejligt at du har gläde af opskriften!

      Jeg tror, jeg ville blande saltet i, og enten lade dejen häve 0,5-1 times tid på kökkenbordet eller forme bollerne med det samme og lade dem häve en smule ekstra.

      Håber det går fint!

      Camilla / Pop de Provence

  8. Sofie skriver:

    Hej,
    Virkelig en fin og inspirerende blog, du har dig. Nu har jeg endelig forstået, hvordan det fungerer med surdej :) Jeg har dog lige et par spørgsmål, som jeg håber du vil besvare. Når jeg sætter min dej til boller til at hvile (hvad enten det er på køkkenbordet eller i køleskabet natten over) skal skålen så være tildækket? Jeg ved jo, at surdej har godt af lidt bakterier udefra, men samtidig bliver den lidt tør på toppen uden noget over. Og så er jeg i tvivl om, hvornår jeg “må” bruge af min surdejsgrund. Altså hvis jeg fx lige har fodret den, hvor lang tid går der så, før den er klar igen?
    Tak :)

  9. Katrine skriver:

    Det er meningen, at hele surdejsblandingen skal i dejen..? Vi taler jo næsten 5 dl færdig surdej. I andre opskrifter, jeg er stødt på, kommer der kun 1 dl surdej i.
    Jeg har nu bagt bollerne – surdejen var i øvrigt fantastisk livlig med en metode, du bruger:-), og jeg synes desværre de har en syrlig bismag. Kan det skyldes at jeg hævede dejen lunt i en times tid, inden jeg satte bollerne i ovnen? Og kan jeg måske fremover undlade at bruge helt så meget surdej uden at det går ud over de fine lufthuller?

    Tak for en virkelig inspirerende blog. Fedt at du selv står for illustrationerne! :)

    /Katrine

    • louise skriver:

      hej Katrine
      som jeg forstår det så skal du i den første “morgen” putte 0,75dl af surdejen (den du har lavet på forhånd) resten af surdejen fodre du så du har surdej til næste gang du skal bage :-)

      det er helt sikkert også derfor at de smager syrligt 5dl surdej er ALT for meget, som du selv siger bruger man normalt ca 1-1½dl

      Håber det hjalp

      Knus Louise
      Og God bage lyst til alle

  10. Angus Mitchell skriver:

    Har du prøvet at bage bollerne på en bagesten, og hvordan bliver de som brød?

  11. Camilla skriver:

    Er lige faldet over din side, og har nu en fin våd surdej som supplement til min rugsur, som jeg nu har lært er tør :-)

    Tak for rigtig god information og denne foolproof opskrift på grahamsboller. De har lige prydet vores morgenbord herhjemme og smagte så englene synger. Tak for hjælpen med at knække lidt af bagekoden!

    Nu ser det lidt ud til at bloggen er blevet inaktiv. Øv! Jeg håber du en dag får lyst til at tage fat igen.

  12. Thit skriver:

    Tror du, at man kan udskifte al grahamsmelet med rugmel? Jeg kunne nemlig godt tænke mig at lave rugboller (har jeg ikke prøvet før). Jeg er ikke så glad for grahamsmel, så synes jeg bedre om rugmel. Men udover det ser det ud til, at mange synes din opskrift er god, så derfor vil jeg jo gerne prøve den :)

    • popdeprovence skriver:

      Det kan man helt sikkert sagtens! Jeg er også glad for smagen af rugmel. De bliver lidt grovere end med grahamsmel, men det kan jo være fint nok. Prøv dig frem, hvis du synes de bliver for grove kan du jo skrue lidt op for mængden af hvedemel og tilsvarende ned for rugmel. Go weekend!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>