Fettucine m. stærk tomatsauce og rejer

Reje
Uh, jeg elsker denne her pastaret! Jeg elsker generelt pasta, som I sikkert vil finde ud af, hvis i følger min blog over længere tid.
Retten tager højst en halv time at lave og er venlig for en studerendes budget. Jeg var så heldig at finde en sjat hvidvin i køleskabet (det var godt nok min sambos, men jeg håber hun tilgiver mig), men hvis man ikke lige har det, kan det sikkert godt udelades.
Jeg kan godt lide at lave pastasaucer på en pande, men det er jo smag og behag. Saucen rækker til 2 store portioner.

Jeg fandt frisk økologisk fuldkornsfettucine i Føtex, og det var helt fantastisk godt. Hvis man ikke helt har lært det med fuldkornspasta endnu virker denne her slet ikke så grov i det som f.eks. tørret fuldkornspasta, så prøv den!

Ingredienser pasta rejer
Et mindre løg
En stor gulerod
Et stort fed hvidløg
En lille spsk koncentreret tomatpuré
En knivspids tørret chili
390 g Passata
Citronsaft af en citronbåd
En lille smule sirup eller sukker
Et skvæt fløde
100 g rejer
salt og peber

Fettucine til det antal personer, der skal spise.
Persille og parmesan*

Skær løg og gulerod meget fint og svits på en pande til løgene er gennemsigtige og har taget lidt farve. Tilsæt hvidløg, tomatpuré, passata, hvidvin og chili og lad simre i 10-15 min.
Smag til med salt, lidt peber, citronsaft, evt. mere chili, og rund saucen af med en lille smule sirup og et skvæt fløde. Når fettucinen er kogt, vendes rejerne i saucen og varmes hurtigt igennem. De skal ikke koge, så bliver de hurtigt kedelige. Jeg plejer bare at vende dem i og slukke for blusset med det samme. Persille hakkes og parmesan rives og drysses over. Bon appetit!

* Et lille tip, når det kommer til parmesan: Når man (for det meste) bare er en person, der laver mad, kan det være svært, at nå at spise en hel parmesanost inden den bliver dårlig. Men den kan fryses! Så tager man den bare ud af fryseren, når man skal bruge den, river den over pasta, eller hvad man nu skal bruge den til, og smider den ind i fryseren igen! Den er lidt hårdere at rive, men det er ikke noget stort problem.

Dette indlæg blev udgivet i Andre opskrifter. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Fettucine m. stærk tomatsauce og rejer

  1. Peter Libonati skriver:

    Et lille tip, når det kommer til parmesan: den bedste måde at opbevare parmesanen på, er i køleskabet indpakket i lidt køkkenrulle/toiletpapir. Grunden til osten bliver muggen, er fordi, den sveder, og der derved dannes mug. Men ved at pakke den ind i papir, bliver vandet absorberet og dermed undgår man en muggen ost. Du vil blive forbavset over holdbarhedstiden. :)

    kh
    Peter

    • popdeprovence skriver:

      Hej Peter,

      Mange tak for tippet! Det skal jeg da helt sikkert teste næste gang, jeg køber en god ost! Det er jo klart at foretrække frem for fryseren.

      Mvh
      Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>