Blåmuslingesuppe

Blåmuslingesuppe er sådan en luksus! Det mest tidskrævende er nok at rense muslingerne, men ellers går resten rimelig nemt. Som en af mine venner sagde, så er det en rigtig “scoreret”. Så hvis man skal imponere nogen er det her the way to go.

Hvis du er pesco-vegetar (altså en vegetar, der spiser fisk), kan man erstatte baconen med røget hellefisk. Så har man stadig den røgede smag. Det er sikkert også rigtig godt med lidt fintsnittet pastinak i, har jeg tænkt efterfølgende.

Køb muslinger friske hos en god fiskehandler. Muslinger er en råvare som skal være frisk. Hellere betale lidt mere og være sikker på god kvalitet, frem for at risikere, at man må smide halvdelen ud. Denne opskrift gør fem sultne mennesker rigtig mætte.

Ingredienser
2 kg blåmuslinger
2 store løg
1,5 fennikel
150 g bacon
3-4 fed hvidløg
4 store kartofler
Et par kviste frisk timian (man kan også supplere med andre friske krydderurter som origano, salvie eller rosmarin)
En flaske tør hvidvin
1 l fiskebouillon (fiskebouillon kan være meget salt, så vær lidt forsigtig med det)
ca. 2 dl fløde (eller efter smag)

Muslingerne renses ved at fjerne tang og andet der kunne sidde på skallen – en lille skarp kniv er et godt redskab.
Åbne muslinger, der ikke lukker sig, når man banker dem forsigtigt mod et bord eller reagerer ved at blive skyllet med koldt vand, smides ud. Hvis der er muslinger, der er gået i stykker sorteres de også fra.

Muslingerne dampes i en stor gryde med lidt hvidvin og vand, og når de åbner sig, tager man dem op af gryden med en hul-si og hælder væden gennem en fin sigte med et rent klæde i ned i en skål. Dette filtrerer sand og småsten fra. Gem saften til suppen!

Snit fennikel, hvidløg og løg fint, og skær kartoflerne i små kuber. Skær baconen i tynde strimler.
Løg og bacon steges i en tykbundet gryde, men det må ikke brune. Kom krydderurterne i sammen med resten af grønsagerne.
Herefter kommes “muslingesaften”, resten af hvidvinen og bouillon i gryden og det hele koger til kartoflerne er meget møre, men ikke kogt ud. Smag til med fløde og evt ekstra bouillon.
Kom muslingerne i og varm igennem.

Server med nogle gode surdejsbaguettes til.

Dette indlæg blev udgivet i Andre opskrifter og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

En kommentar til Blåmuslingesuppe

  1. Pingback: Pop de Provence fylder 1 år! | Pop de Provence

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>