Biskvi m. kaffecreme

I Sverige kan man få noget helt fantastisk, der går under navnet Biskvi. Det er et lille rundt bagværk med en bund lavet på marcipan og sukker, fyldt med en smørcreme og overtrukket med et tyndt lag chokolade. Oprindeligt er det en fransk opfindelse (selvfølgelig), der dukkede op i slutningen af 1800-tallet. De minder ret meget om Sarah Bernhardt kager, men adskiller sig ved at have en smørcreme-fyldning frem for en chokolademousse-fyldning baseret på piskefløde. (Det er i hvert fald den forskel, jeg er kommet frem til)

Jeg lavede de her syndige himmerigsmundfulde til min fødselsdagsfest (flere indslag fra denne lejlighed, vil finde vej til bloggen indenfor den næste uges tid). De er ikke så svære at lave, men det tager lidt tid. Til gengæld kan de godt fryses ned bagefter, så de holder et stykke tid. Opskriften rækker til cirka 30 stk.

Biskvi-bunde
3 æggehvider
1,5 dl sukker
450 gram marcipan

Smørcreme
400 gram blødt smør
½ vaniljestang
225 gram flormelis
5 æggehvider (ca. 1,6 dl – jeg brugte pasteuriserede, det passer med denne mængde)
3 spsk kaffe

Start med bundene:
Pisk æggehviderne luftige og bland sukkeret i og pisk det sammen. Riv marcipanen i og bland/pisk massen godt til den er let og luftig.

Form små runde bunde på cirka 5 cm i diameter på et stykke bagepapir. Brug enten en rund sprøjtetylle eller to skeer til formålet. Det gælder om at få en fin overflade her. Glat evt. overfladen ud med en finger, hvis der er brug for det. Jeg erfarede, at de ikke flyder så meget ud under bagningen, hvilket jeg ellers havde forventet, så lav dem rimelig flade som udgangspunkt.

Bag i en 175 grader varm ovn i 15-20 minutter, til de har fået en fin gylden farve. Bag hellere af to omgange frem for at sætte begge plader ind på varmluft.

Lad bundende køle lidt af, inden du tager dem af bagepapiret. De kan godt sidde lidt fast, så vær forsigtig.

Smørcreme:


Tryk på billederne for en større version.

Pisk smørret luftigt med vaniljekornene. Pisk æggehvider og sukker over vandbad til det bliver som marengs. Rør marengsen kold og bland smørret i. Tilsæt kaffe og kakao.

Jeg var ved at gå lidt i panik her; marengsen skiller jo en del, når der kommer fedt i, og det er fuldstændig umuligt at røre en væske som kaffe ind i denne her blanding. MEN. Det var faktisk ikke noget problem, når det kom til at smøre cremen på bundene.

Cremen skal smøres på undersiden af bundende (dvs. flip dem rundt) med en kniv, så den danner en lille top. Lav en pæn glat overflade, så de bliver flotte, når der kommer chokolade på. Lad biskvierne hvilke 1 time i køleskabet.

Jeg havde en del creme tilbage efter at have dækket alle bundene så man kan muligvis lave en lidt mindre portion.

Chokoladeovertræk:
Smelt chokoladen over varmt vandbad – vandet må ikke koge.

Dyp biskvierne i chokoladen. Når chokoladen bliver for varm begynder chokoladen ikke at ville dække helt. Sørg da for at tage chokoladen af vandbadet og lade den køle lidt af, inden du forsøger dig igen. Hvis der er behov for at dyppe en ekstra gang skal du sørge for, at chokoladen har sat sig i mellemtiden.

Sæt biskvierne i køleskabet indtil servering.

Dette indlæg blev udgivet i Dessert, Kager. Bogmærk permalinket.

En kommentar til Biskvi m. kaffecreme

  1. Pingback: Livet i Stockholm, Pain de Martin & Hjemmelavet rødkål | Pop de Provence

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>