Morgenmadsgrød der mætter

ruggrod

Jeg er rigtig glad for denne her grød med skårne rugkerner for tiden. Den mætter og smager fantastisk godt og er superenkel at lave. Man sætter rugkernerne i blød om aftenen og så er de klar til at sætte på blusset om morgenen, når man står op.
Lidt frisk appelsin ovenpå er virkelig godt.

Ingredienser, 1 portion
0,5 dl rugkerner
2 dl vand
En knsp salt (efter smag)
Et par spsk tørret frugt såsom svesker, rosiner eller tørrede abrikoser
Frosne blåbær
1 appelsin
Honning

Om aftenen
Bland rugkerner og vand i en gryde og lad stå natten over.

Om morgenen
Rør rundt i gryden med en ske, så rugkernerne ikke ligger alt for tæt i bunden af gryden. Sæt på et blus på middel varme og kog op. Lad simre i 20 minutters tid og smag på grøden. Kornene skal have en lille smule bid. Smag til med salt. Tilsæt de tørrede frugter og lad dem koge med i et par minutter. Tilsæt til sidst de frosne blåbær, de skal bare varmes op. Hvis grøden bliver for fast kan det være en god idé at tilsætte lidt ekstra vand. Den skal være cremet, ikke klistret.

Hæld grøden op i en skål, dryp med lidt honning og læg appelsinstykker ovenpå. Hæld også gerne appelsinsaften fra skærebrættet ud over grøden. Yndlings!

Udgivet i Andre opskrifter | Skriv en kommentar

Hvis du ikke bager så ofte

surdej-isterning

Da jeg kom hjem fra København i lørdags så min surdej meget trist ud. Det skyldes primært, at jeg ikke bager så meget for tiden. Dels fordi André har en romance med et industrirugbrød fra ICA, og surdejsbrødet derfor ikke bliver spist op, inden det bliver dårligt, dels fordi vi kun har en lillebitte ovn til rådighed – som oven i købet står oppe på en hylde.

surdej
Sådan her så min surdej ud, da jeg fandt den ensom og trist bag i køleskabet. En surdej skal helst ikke skille i en dejdel og en del med væske, hvis man fodrer den ordentligt, men min ser sådan der ud lidt for ofte.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste som godt kan synes, det er spild af råvarer at skulle holde en surdej i gang, hvis altså ikke man bager hver uge. Derfor kommer her første del af en række eksperimenter på, hvordan man kan opbevare surdejen i længere tid og spare på både råvarer og anstrengelser.

Der er to muligheder for at opbevare surdejen. Den ene er at tørre den. Dette har jeg prøvet tidligere, men har en ny idé til hvordan jeg kan gøre det lettere som jeg skal prøve snart. Den anden mulighed er at fryse surdejen ned. Og det er den metode, jeg vil afprøve først.

1. Aktiv, glad surdej
Mit første projekt var at få lidt liv i surdejen igen. Jeg hældte derfor den flydende væske ud (min erfaring siger mig, at det er den, der er surest), rørte lidt rundt i den mere faste del af surdejendejen og tog så en spsk dej op i en ny, ren skål. Fodrede den lille mængde surdej med 0,5 dl rugmel, 0,5 dl hvedemel og 1 dl lunkent vand. Dette stod så i 10 timers tid til surdejen igen boblede aktivt. Det kan tage lidt forskellig tid afhængigt af, hvor varmt der er ved surdejen. Nogle gange er det nødvendigt at fodre igen før surdejen er aktiv nok. Denne her var vel lige på grænsen til, hvad jeg synes er ok.

surdej-aktiv

2. Frys ned
Hæld surdejen i en isterningeform og kom den i fryseren.

surdej-isterning2

3. Når du vil bage
Tag et par isterninger ud af fryseren, lad dem tø op (tager sikkert nogle timer), fodr surdejen som ved trin 1 (læs mere om det her) og efter en 6-10 timer skulle surdejen gerne være klar til at bage med.

Jeg skal teste trin 3 om en uges tid og vender tilbage med resultatet.

Udgivet i Surdej - Sådan kommer du i gang | 2 kommentarer

Manukahonning

manuka

Jeg fik Manukahonning i julegave af min svigermor. Manuka kommer fra en busk New Zealand, og den har en stærk antibakteriel effekt på grund af hydrogen peroxid (brintoverilte) som frigøres ved hjælp af et enzym i honningen (glukose oxidase). Man kan efter sigende bruge den på rifter, mod infektioner, brandsår, forkølelser eller mod mavepine.
Når man for eksempel mærker at en forkølelse er på vej, kan man tage en lille teske under tungen en gang om dagen.

Honningen kan desuden anvendes som ansigtsmaske her om vinteren fordi den er meget fugtgivende og kan trænge in i huden og reparere de skader der kommer af vintertørheden. Den indeholder også en masse gode vitaminer, mineraler, proteiner, enzymer og aminosyrer. Prøvede det, og det var lidt mærkeligt og klistret, så jeg tror, jeg holder mig til at spise den.

Manuka kan købes i helsekostforretninger eller over nettet.

Har nydt livet til fulde i København den sidste uge, men nu er jeg tilbage til Stockholm og snart til hverdagen, så forhåbentlig kommer der nye opskrifter op i den nærmeste fremtid.

Udgivet i Andet | 2 kommentarer

Julen 2013

god-jul

Nu er det vist ret officielt, at julen er ovre. Bliver dog nødt til at afslutte juledagene med et lille indlæg her. Min jul har nemlig været fyldt med fantastiske gaver som passer på madtemaet, og jeg bliver nødt til at fremhæve et par stykker af dem. Vi har fejret jul på Öland med Andrés familie med svenske traditioner som at dekorere pepparkakor og pepparkakshus, spise lussebullar, drikke glögg og spise sig propmæt i julbord.

Når det kommer til julegaverne var det helt sikkert André som fik den skøreste og måske også mest spændende. Hans søster gav ham nemlig en Shiitakesvampekultur! Den står i vindueskarmen i vores soveværelse og svampene vokser så hurtigt, at det næsten er til at se en forandring, hver gang man går forbi. I dag er de klar til at blive høstet, og vi tror de skal blive en del af en wok eller en suppe senere.

shiitake
shiitake1

Jeg fik præcis, hvad jeg havde ønsket mig. Nemlig fineste Green Kitchen Stories kogebog med vegetarisk lækkerhedsinspiration og mit svenske idol Lotta Lundgrens utroligt fine kogebog Om jag var din hemmafru som oser af hverdagsluksus og savlfremkaldende, ofte humoristiske billeder. Glæder mig sådan til at prøve nye opskrifter af, har allerede sat masser af små bogmærker på de mest spændende opskrifter.

kogeboger

kogeboger1
Jeg elsker billedet af grøntsagerne i håndtasken fra bogen Om jag var din hemmafru, men bogen er generelt propfyldt med fantastiske fotografier samt sjove og skøre tekster.

Lidt dansk julemad blev det også til den 26. december, hvor jeg lavede julemiddag, med alt hvad der dertil hører (i min familie er det and, der gælder) til to stockholmske venner. Det var det der skulle til for at få den sidste julestemning helt på plads.

I morgen vender jeg snuden hjem mod Danmark – jeg glæder mig!

Udgivet i Andet | Skriv en kommentar

Bananpandekager med kokos

bananpandekager1

Jeg kan ikke sige nok gode ting om de her pandekager. Det er min nye yndlingsmorgenmad! Gode og perfekt søde som et fint alternativ til almindelige pandekager, hvis man vil variere lidt. De minder mest om amerikanske pandekager i både konsistens og udseende, men har en rigtig fin banan- og kokossmag. Meget lækre! Jeg synes, det er skønt med hindbær til, gerne fra fryseren varmede med lidt sukker, eller bare med lidt citronsaft for at give det søde lidt modspil.

Jeg blev inspireret til at lave de her pandekager af en blog, som jeg har fået øjnene op for, for nylig. Den hedder Green Kitchen Stories, og som navnet antyder er der masser af vegetarisk inspiration at hente med fantastisk smukke billeder og interessante opskrifter. Gå ind og besøg bloggen her: www.greenkitchenstories.com
De har endda udgivet en kogebog i år, som står på min juleønskeliste. Krydser fingre!

På Green Kitchen Stories laver de bananpandekagerne helt uden mel, så besøg deres blog og prøv deres opskrift, hvis du har lyst til det. Jeg synes de får en bedre konsistens med mel. Pandekagerne på billedet har jeg blandet lidt tyttebær i. Andre frosne bær fungerer også, det er helt valgfrit. Tyttebærenes bitterhed er en smagssag.

+ En lille sidebemærkning: Køb meget gerne økologiske bananer. Bananer er sammen med vindruer noget af det mest besprøjtede man kan spise. Og det er hverken godt for vores kroppe eller for dem der arbejder med produktionen.

Ingredienser, 8 stk pandekager
2 store æg
2 modne bananer
50 g revet kokos
70 g mel
1 knsp salt
1 knsp stødt kanel

Tilbehør
Lidt kokos til drys og frugt som tilbehør. Hindbær eller andre bær kan anbefales!

Mos bananerne. Pisk sammen med æggene. Pisk sammen med resten af ingredienserne. Steg som små amerikanske pandekager i smør til de er gyldne og gennembagte. Spis med lidt citronsaft og/eller frugt.

+ Min taktik for at komme igennem vinterhalvåret er denne her sæson at forsøge at forkæle mig selv lidt ekstra, når det er muligt. Det betyder blandt andet at min vindueskarm er blevet ekstra fin med lidt ny keramik jeg ikke kunne lade være med at købe med hjem. En lille julegave til mig selv. Håber du får en rigtig dejlig jul, hvor end den fejres!

vindueskarm

Udgivet i Andet, Kager | 2 kommentarer

Mormors æbleskiver med fyld

aebleskive-illu1

Et af mine yndlingsjulebagværk er selvfølgelig æbleskiver! Og de skal helst være hjemmelavede med fyld i. Opskriften her er min mormors, og jeg sender hende altid en tanke, når det bliver tid til at bage dem. Hun døde desværre, inden jeg blev født, så jeg har aldrig lært hende at kende, men det er rart at hun har et lille nærvær i mit liv gennem noget så enkelt som en æbleskiveopskrift.

Opskriften her er en ordentlig familieportion, så hvis man ikke vil stege hele dagen, kan man selvfølgelig sagtens lave halv portion. De kan også fryses, og der bliver de finest, hvis man fryser dem efter de er nystegte liggende spredt ud på en bagerist. Så holder de formen bedre.

Min mormor lavede dem med sveskefyld, så opskriften på det får I også. Det smager virkelig godt, hvis man altså er en sveskefan (som mig). Denne her omgang lavede jeg dog fyld af små æblestykker stegt i smør med farin, kardemomme og ingefær. Synes det er dejligt med fyld, for det bliver lidt mindre sødt, end når man spiser dem med syltetøj. Og så har det lidt fin wow-faktor, når man serverer fyldte æbleskiver.

Begynd med at lave fyldet:

Æblefyld
3-4 syrlige æbler (f.eks. ingrid marie, elstar eller cox orange)
2 tsk revet frisk ingefær (eller efter smag)
1 tsk friskstødt kardemomme (tag mere, hvis det er stødt)
3 spsk farin
En god klat smør til at stege i

Skær æblerne i små stykker. Steg i smør med de øvrige ingredienser i nogle minutter til æblerne er gennemvarme. Tag af varmen.

Sveskefyld
Læg en pose svesker i en gryde med en smule vand. Kog op og sluk så for varmen. Lad sveskerne køle ned, tilsæt gerne et skvæt alkohol efter præference (jeg kan godt lide rom) og smag til med lidt sukker. Det skal være sødt, men ikke for sødt.

Mormors æbleskiver, ca 80 stk
50 g gær
2 spsk sukker
1,5 tsk fint salt
1 l mælk
En klat smør
6-8 æg (afhængigt af størrelsen)
Revet skal af en økologisk citron
2 tsk kardemomme
750 g hvedemel
Smør til at stege i

Smuldr gæret i en stor skål og bland med sukker og salt (det opløser gæret). Lun mælken med smørret. Del æggene og læg hviderne i sin egen skål. Æggehviderne piskes stive. Æggeblommerne piskes sammen med gæren, når den er smeltet. Den lune mælk blandes i sammen med kardemomme og citronskal.

Hvedemelet sigtes i blandingen og vendes i. Tag lidt mel ad gangen. Der kommer lidt klumper her, de plejer at forsvinde, når dejen er færdig, men et par klumper gør ikke noget. Vend til sidst de stiftpiskede æggehvider i dejen.

aebleskiver

Jeg synes, det er lettest at hælde dejen på en kande, så man kan hælde dejen i æbleskivepanden. Det gør du, som du synes det er lettest. Varm æbleskivepanden op og læg en god smørklat i hvert hulrum. Hæld dej i så det fylder halvdelen af formen. Læg nu æblestykker (eller sveskefyld) midt i hver æbleskive, og hæld dej på til kanten. De fineste æbleskiver er dem, hvor dejen vælter lidt ud over kanten, og man tror, man har hældt for meget dej i. Æbleskiven vendes med en strikkepind for at danne den runde form.

Og så er det ellers bare at fortsætte til de alle er stegt. Jeg synes, det er noget af det mest julehyggelige.

Udgivet i Gærbrød, Kager | Skriv en kommentar

Krydderkage med tyttebærflødeskum

krydderkage1

Glædelig første søndag i advent! Jeg bifalder, at det er julebagværkstid. I går meldte julestemningen sig, det er rart at pynte op med lidt ekstra lys og pynt, når det er så råt og mørkt derude. Vi havde inviteret lidt folk til adventsfika i dag og havde disket op med forskellige lækkerheder. Blandt andet Mjuk Pepparkaka som krydderkage hedder her i Sverige. En rigtig svensk juleklassiker.

Blev meget tilfreds med den, både konsistensen og krydringen var præcis som jeg gerne ville have den. Den er baseret på Mette Blomsterbergs opskrift, men jeg ændrede krydringen og nogle ingredienser en anelse.

Svenskerne elsker jo deres lingon (tyttebær), og de giver et rigtig fint modspil til krydderkagen med deres syrlighed og lette bitterhed. Her som tyttebærflødeskum!

Ingredienser
250 g smør (stuetemperatur)
100 g farinsukker
150 g rørsukker
3 store æg (stuetemperatur)
300 g mel
0,5 vaniljestang (eller tilsvarende vaniljepulver)
2 tsk stødt kanel
1 tsk stødt ingefær
1 tsk stødte nelliker
1 tsk stødt kardemomme
½ tsk salt
2 tsk bagepulver
2 dl mælk eller yoghurt

Pisk smør (vigtigt, at det er stuetempereret) og sukker godt sammen til det bliver let og luftigt. Tilføj æggene et ad gangen, mens du pisker. Bland alle de tørre ingredienser og sigt det ned i blandingen. Vend de tørre ingredienser sammen med smørblandingen og tilsæt mælken lidt efter lidt.

krydderkage2

Jeg synes kagen bliver ekstra festlig i en randform, men en almindelig springform eller brødform kan også bruges. Smør formen med smør og fordel dejen i formen. Bag ved 175 grader i 30-35 minutter. Stik i kagen for at se om den er færdig. Så snart dejen ikke hænger fast er kagen klar og kan tages ud. Lad den køle af.

Drys lidt flormelis over kagen og server den med tyttebærflødeskum.

Tyttebærflødeskum
150-200 g frosne tyttebær
3 spsk sukker
2 dl piskefløde

Bland tyttebær og sukker og lad stå et par timer for at tø op. Rør gerne rundt i dem en gang imellem. Når tyttebærene er optøede piskes fløden til et letpisket flødeskum og tyttebærene blandes i. Mos gerne en del af tyttebærene så smagen (og farven) kommer rigtigt ud i flødeskummet.

+ I løbet af ugen kommer der også en opskrift på min mormors æbleskiver med fyld. Det har i mange år været en tradition i min familie at spise æbleskiver og drikke glögg på første søndag i advent.

Udgivet i Kager | Skriv en kommentar

Kærlighed til kål – en superenkel pastaret

Her om efteråret har jeg, som så mange andre, lyst til comfort food. Og det må gerne gå hurtigt! Denne pastaret er super enkel og meget hurtig at lave, og så indeholder den min yndlingsråvare: cavolo nero. Kålen går også under navnet palmekål eller sortkål og den er stadig i sæson. Købte 400g økologisk for en tyver i Irma, da jeg var hjemme i weekenden. Havde ikke noget kål som jeg kunne tage billeder af, så jeg fandt lidt billeder frem fra i sommers:

cavolo-nero

Cavolo nero og den klassiske grønkål er nære familiemedlemmer med deres let bitre smag, men cavolo nero er lidt mindre grov i konsistensen, end hvad grønkålen er. Det fungerer rigtig fint at bruge begge slags kål i denne her opskrift, og jeg tror det er rigtig godt med spinat også. Der skal man bare dampe eller stege spinaten inden, så man får noget af al væden ud.

Ingredienser, 4 pers
400 g god pasta
ca. 300 g cavolo nero eller grønkål
1 fed finthakket hvidløg
Revet skal fra en økologisk citron
Saften fra en lille en halv citron (smag dig frem)
2,5 dl fløde
Lidt olie at stege i
Evt salvie
Salt og peber

Start med at sætte vand over til pastaen. Skyl så kålen og skær den i små stykker. Det behöver ikke være super finthakket, men heller ikke alt for stort. Riv skallen af citronen og skær hvidløget fint. Når vandet koger lägges pastaen i. Steg nu kålen i et par minutter i en pande med lidt olie, hvidløg og citronskal. Skru ned for varmen og hæld fløden over. Tag eventuellt panden fra varmen, hvis der er for meget gang i den. Tilsæt salvie hvis du kan lide det. Lad flöden småkoge til kålen falder sammen. Smag til med salt, peber og citronsaft. Det skal ikke nødvendigvis blive syrligt, citronsaften skal bare give fløden og det bitre i kålen lidt modspil. Pas på ikke at koge kålen for meget, så bliver den lidt kedelig. Så hellere tage den af varmen, mens pastaen koger færdigt.

Bland sovsen med pastaen og så er der serveret! Gerne med en lille salat på siden.

I har måske bemærket, at der ikke er nogen illustration til det her indlæg. Jeg dropper ikke illustrationerne, men kommer til at skrue lidt ned for det fremover.

Udgivet i Andre opskrifter | Skriv en kommentar

At bryde tavsheden

fika

Der har været meget stille meget længe her. Det var slet ikke en bevidst beslutning, blogskriveriet og opskriftsfantasien gled på en måde bare ud af mit daglige liv og blev erstattet af en tilværelse fyldt med omvæltende flytning fra Danmark, et fuldtidsjob og den største sprogforvirring både i skrift og tale. Jeg har nu snart boet i Stockholm i 1,5 år, ikke det største kulturchok måske, men det har godt nok været noget af en livsændrende koldbøtte.

Jeg har savnet bloggen meget, men simpelthen ikke følt, at jeg har haft overskuddet eller tiden til at komme i gang igen. De sidste par måneder er det dog begyndt at krible i fingrene, og de mest fantastiske hjertevarmende kommentarer har kontinuerligt under min tavse periode tikket in på forskellige indlæg. Til det vil jeg bare sige t a k! Det er fantastisk, at I vælger at dele jeres begejstring, funderinger og bagesejre.

Pointen med det her indlæg er simpelthen, at jeg vil i gang igen. Jeg savner madeksperimenterne, illustrationerne og at formidle det hele videre. Jeg kan love, at der vil dukke underlige svenske ord og formuleringer op, men det håber jeg I kan bære over med.

Jeg vil ikke love noget om, hvor ofte der kommer nye indlæg, og der går måske lige et par uger med planlægning og nye idéer før der dukker en opskrift op. Hvis I har noget specielt I godt kunne tænke jer at vide mere om eller en opskrift I mangler, så smid gerne en kommentar.

Følg eventuelt med på Facebook, der skriver jeg, når der er noget nyt.

Udgivet i Andet | 4 kommentarer

Solsikkerugbrød med hjemmelavet maltsirup

Først et stort tak til Elisa, for at komme med tipset om, hvordan man laver hjemmelavet maltsirup! Det bliver lidt sødere end købeversionen, og ikke helt ligeså koncentreret i smagen, men det fungerer upåklageligt, og er billigere i længden, hvis man finder en billig øl eller to og kan overskue at bruge tiden på det (det kan man godt).


Rugbrødet fik en fantastisk flot mørk skorpe, hvilket jeg tror er maltsiruppens fortjening.

Øllet behøver ikke være dyrt, rettere sagt: det ikke være dyrt, for så kan det ikke betale sig i forhold til at købe en stort glas maltsirup fra Skærtoft Mølle. Det vigtige er, at øllet er mørkt, og det er kun positivt, hvis der står noget med malt eller maltsmag på etiketten.

Maltsirup
5 dl mørk øl
3 dl brun farin

Kom sukker og øl i en gryde og kog ind til 1/4 del af massen. Hæld på et gammelt syltetøjsglas eller lignende og gem til kommende bagninger. Konsistensen, når siruppen er kølet af skal være meget tyktflydende. Hvis den ikke er det, så tilsætter du bare lidt ekstra, end det der er angivet i opskriften.


Det her er hvad det bliver til. Et halvt syltetøjsglas sirup. Det dufter fantastisk godt.

Nu til rugbrødet! Opskriften giver et mellemstort rugbrød.

Aften
1 dl surdej
2,5 dl rugmel
5 dl vand
1 dl hvedekerner (kan også skiftes ud med solsikkekerner)
2 dl rugkerner
2 dl solsikkekerner

Bland alle ingredienserne sammen i en skål og lad stå i stuetemperatur natten over.


Efter en nat på køkkenbordet

Morgen
Fordejen
1 dl rugmel
2,5 dl hvedemel
1 spsk groft salt
2 spsk maltsirup

Tilsæt maltsirup, salt, hvedemel og rugmel til fordejen fra i går. Dejen skal være våd, men ikke udflydende. Stil i køleskabet, mens du er i skole eller på arbejde. Omkring 8-9 timer, men det er ikke så vigtigt hvad det præcis bliver. Alternativt kan dejen hæve ved stuetemperatur i omkring 3 timer.


Dej inden hævning

Eftermiddag
Når du kommer hjem fra arbejde/skole tages dejen ud af køleskabet. Smør en mellemstor brødform med smør, og fyld dejen i formen. Glat dejen ud med en dejskraber (gør den våd under vandhanen, så er det lettere) og lad stå i stuetemperatur til brødet har hævet sig omkring en centimeter og begynder at se lidt træt ud på overfladen. Det tager cirka 3 timer.

For at der ikke skal opstå et lufthul mellem skorpen og brødet, prikkes der cirka 20 gange med en strikkepind eller lignende. Dette skaber huller, som dampen kan slippe ud af.

Bag i 200 grader forvarmet ovn i 1 time og 15 minutter. For at give rugbrødet en flot mørk skorpe pensles brødet med smør, lige når det er kommet ud af ovnen (valgfrit).

Hvis du foretrækker blød skorpe på dit rugbrød kan du pakke det i viskestykke eller lægge det i en plastikpose, mens det stadig er lidt lunt. Vent med at skære i brødet til morgenen efter, da det tager mindst 5 timer for brødet at sætte sig.

Udgivet i Rugbrød | Tagget , , , , , , | 7 kommentarer